fredag, december 01, 2006

1. december

Sidder her med dagens 1. kop kaffe i min ko kop, mens lyden fra disney channel inde fra stuen strømmer her ind i arbejdsværelset. Har ikke blogget i næsten en uge, ved virkelig ikke lige hvorfor! Mathias er hjemme idag. Stod op kl. lidt i 8 med næsten 39 i feber. Havde forventet det allerede igår. Han har stort set ikke sovet de sidste 2 nætter. Han sover lidt. Står op. Begynder at lege. Vi putter ham i seng. Han står op, tænder alt lys. Er inde ved de andre unger for at se om de sover. Vi putter i seng. Han står op. Han skal tisse. Han vil læse. Han vil i hvert fald ikke sove. Vi putter i seng igen i en uendelighed og lige pludselig er det morgen, og man kan IKKE mærke på Mathias, at han har sovet meget lidt. Det kan man til gengæld både se og mærke på én selv! Hver gang vi har den slags "natteroderi" ender det med at han bliver syg.

Nu sidder han med kinder så røde som postkasser og øjne så blanke som et nypudset spejl. Og jeg nyder freden og roen sammen med kaffen, for jeg ved at det bliver en lang dag. Han er en ekstra stor mundfuld når han er syg, så de små pauser i løbet af dagen skal nydes..........


Vi har åbnet julekalender - både Pyrus og den med chocolade. Chocoladen smagte underligt syntes Mathias og spyttede det hele ud igen. En lille smule youghurt spiste han, mens vi tændte lys nr. 1. Lyset står i en lille nisse, Mathias fik af det ægtepar, han boede hos fra han var 7 mdr. til 1 år. Han ved det er hans nisse. Vi har den på spisebordet hvert år og han synes det er hyggeligt at tænde lyset i sin helt egen nisse, som han fik af dem, som passede ham som baby, men som han ikke rigtig kan huske......... men vi har heldigvis billeder af dem.

Ellers har jeg været i kælderen og hente julekasserne. Der er lavet adventsdekoration. Der er puttet hyacinter i krukker indenfor og udenfor. Brugt masser af mos. Lyskæden kan tændes udenfor. Der er hængt æbler og foderkugler ud til fuglene. Der er kommet lidt nisser frem. Masser af lys, husløg og andre finurligheder. Der begynder at "lugte" lidt af jul. På søndag skal de første hjemmelavede æbleskiver spises. Sådan plejer det at være når vi tænder det 1. lys i adventsdekorationen - så sådan skal det selvfølgelig også være i år! I morgen går turen til butikkerne - julegaverne skal købes. Det betyder også at manden og jeg skal nyde en god frokost i ro og mag midt i al julehandlen.

Når weekenden er forbi har vi en lang julemåned foran os med god tid til ekstra julehygge, tid til at bage småkager, julekage, lave havregrynskugler og hva' der ellers skal til. Tid til at læse Tiske og Taske hver aften for Mathias. De store unger lytter også med (sådan lidt på afstand..) de hørte den nemlig da de var små, og synes vist det er lidt hyggeligt.

2 kommentarer:

  1. Anonym11:29 AM

    Hvor er det dejligt at se hvordan julen er ved at brede sig. Fin lille nisse Mathias har. Det er så hyggeligt med traditioner. God bedring med ham.

    SvarSlet
  2. Hej Dorte. :-)

    Det er nemlig hyggeligt at julen er begyndt at brede sig med de traditioner man nu har i de forskellige familier rundt omkring.

    SvarSlet